Sommer i Turéll

Fire sommeraftener i lyrikkens tegn

SOMMER I TURÈLL
Vangede Bibliotek præsenterede 8 af Danmarks bedste forfattere på Dan Turèll Plads! "Alfabetet er mit bedste legetøj," skrev Dan Turèll. Dette statement inspirerede Kenn André Stilling til sin Alfabetskulptur på Dan Turèlls Plads i Vangede.
Chili Turèll sagde i sin indvielsestale for skulpturen den 15. oktober 2011: "Alfabetet inviterer til leg med ord og refleksion".
Turèll-samlingen og kunstneren Kenn André Stilling gik sammen om at hylde alfabetet og digteren Dan Turèll.
Det skete over fire sommeraftener i lyrikkens tegn, hvor otte af Danmarks bedste forfattere gæstede Vangede.

Publikum blev inviteret til at tage en klapstol og en madpakke med, de kunne købe øl, vand og vin på pladsen. Publikum blev opfordret til at tage et kamera med, Kenn André Stilling og Turèll-samlingen opfordrede alle tilskuere til at tage fotos af begivenheden, digterne og publikum til en bog. Bogen udkom i 2017 med titlen "Sommer i Turèll". På første arrangement mandag den 18. august kl.19 præsenterede Sommer i Turèll medlem af Det Danske Akademi - og én af Danmarks største nulevende digtere - Søren Ulrik Thomsen.  Søren Ulrik Thomsen efterfulgtes af Marianne Larsen, der med over 40 digtsamlinger også har præget det litterære miljø siden 1970’erne.

Tirsdag den 19. august kl. 19 læste Dan Turèll Pris modtageren, Ursula Andkjær Olsen, der senest har udgivet digtsamlingen ”Det 3. årtusindes hjerte”, op. Hun efterfulgtes af Lars Skinnebach, hvis lyrik sanseligt registrerer velfærdsstatens skyggesider og skrøbelighed. Veteranen, medlem af Det Danske Akademi og ven af Dan Turèll, Peter Laugesen, har netop udgivet en ny digtsamling ”Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej”. Han optrådte onsdag den 20. august kl. 19 sammen med Pia Juul, der er aktuel med ”Avuncular – Onkelagtige tekster”.

Sommer i Turèll arrangementet sluttede af torsdag den 21. august, hvor Dan Turèlls Plads fik besøg af medlem af Det Det Danske Akademi ”nationaldigteren” Benny Andersen. Da Politiken satte sine læsere til at vælge århundredets betydeligste danske værk, rangerede Benny Andersen højt på listen og "Svantes viser" er optaget i den danske kulturkanon. Benny Andersen fik selskab af den unge lyriker Olga Ravn. Desværre blev vejret for dårligt til at arrangementet kunne holdes på Dan Turèlls plads, og det blev nødvedigt at arrangere det indenfor på Vangede Bibliotek.