Citater

KVINDEN

Det smukkeste jeg kan sige om kvinder
er at alle de eksemplarer jeg har truffet
har været sande demokrater. De har altid
tænkt i et ’Vi’
  
Kom forbi side 66 (håndskrift)

Gud skabte kvinden
og O.K.,
             sket er sket
og jeg er ikke den der skal bebrejde ham
at det kneb med at holde sig ædru imens -
  
Alhambra blues #75 (håndskrift)

Min elskede: Dine øreflipper
er det eneste virkelige alternativ
til tyggegummi og lakrids!
 
Alhambra blues #86 (håndskrift)

Døre
er flinke. Man lukker dem
og så er der ikke mere vrøvl. Skuffer
er rare. Man åbner dem
og det er dét.
Kvinder,
derimod -
Gud & Gokke side 72

  

             

MÆND OG KVINDER

Selvfølgelig er der
i enhver anstændig mand
et strejf af kvindehad. Hvad
ellers? Kvinderne
ville foragte ham
uden dét.

Tja-a Cha-Cha side 36

Hvis du vil vide alt om en mand
er det simpelt:
                         Blot spørg hans kvinde!
Hvis du derimod vil vide alt om hende
så spørg ikke ham –
                                   men hendes veninde!

Alhambra blues #12 (håndskrift)

Kvinder?
Jo da, naturligvis:
Jeg går ind for dem
undertiden ind på dem
nu og da ind i dem  -
Jeg synes kort sagt at kvinder
er en naturlig del
af tilværelsen. Som jernbane-perroner.
Som heste-væddeløb…
Alhambra blues #49 (håndskrift)

Et meget enkelt budskab
til de piger jeg kender:
Det er heller ikke
let at være mand
Karma Cowboy side 194 (håndskrift)

Jeg véd du vil savne mig når jeg er gået
Det er derfor jeg går så roligt
  
Kom forbi side 75

’- Om jeg ville lyve for dig?
Naturligvis! Jeg
ville gøre alt for dig!
-
Gud & Gokke side 13

Jeg savner dig.
Jeg savner dig allerede
og du er end ikke
gået endnu…

Forklædt til genkendelighed side 44 (håndskrift)

KÆRLIGHEDEN

Den der elsker
er lysende smuk
Den der hader
er lysende smuk
Og hellere et stort hads kærlighed
end en lille kærligheds
smålige had
 
Karma Cowboy side 172 (håndskrift)

Jeg tror nok jeg kan tåle
mere kærlighed end de fleste
 
Karma Cowboy side 159 (håndskrift)

I kønnet opstår kærligheden
I kærligheden forsvinder kønnet
Så kønnet er døren til kærligheden
en åbningens åbning
en vej til Vejen
Karma Cowboy side 180 (håndskrift)

Jeg har lagt mærke til, at hver gang jeg ikke kan
finde ud af mit følelses- eller kærlighedsliv, så
begynder jeg ganske uvilkårligt at rydde op på mit
skrivebord. Der er altid pinlig orden på mit skrivebord
Livets karrusel side 66

Til min ægtefælle (i en alder af 45):
Den første trediedel af mit liv
var jeg mine forældres barn
Den anden trediedel øvede jeg mig
i at blive 'mig selv'
Den hidtil sidste trediedel
har jeg været halvdelen af dig -
Himalaya Hilton side 75

DØDEN

…Stående dèr med
det ene ben
i graven, og det andet
svævende i luften over
en bananskræl…

Tja-a Cha-Cha side 29

Drøm: At undslippe
kroppen. Hvad
skal jeg med
dén? Jeg er god nok
som jeg er, for god
til dén elendige besværlige
parasit
Tja-a Cha-Cha  side 12

Som han sa’e på dødslejet,
den Gamle: ’Dét
var Satans! Og jeg
der altid har regnet med
dét bare skete for
de andre fjolser!’
 
Tja-a Cha-Cha side 30

Venner, I må give mig
en hånd: Man kan ikke sige
’Farvel’
             alene.
 
Tja-a Cha-Cha side 65

Tag det roligt, kammerater:
Væn jer til det med det samme!
Det bliver ved:
                         Helvede
er Himlens form for adgangsbegrænsning
 
Alhambra blues #3 (håndskrift)

Døden? Nå,
dén? Dén
optager mig ikke
særligt. Højst
80% af tiden. Og jeg
skærer stadig ned.
Gud & Gokke side 73

Begrav mig i en æblehave
Så jeg kommer til at røre
                          jeres læber igen -
Onkel Danny fortæller videre side 171 

 

LIVET/AT VÆRE TIL/Livets mening

Livet? Åh jo.
Godt nok, sådan da,
men ikke nok. Som på folkekøkkenet:
Supplement udbedes
 
Tja-a Cha-Cha side 16

Nu rolig: Livet
er blot
et eksperiment. Man har før hørt
om mislykkede
eksperimenter
Tja-a Cha-Cha side 23

’Som manden sagde’:
                                   Giv mig
en hurtig død. Den langsomme
har jeg prøvet
                       hele mit liv

Himalaya Hilton side 89

Lige nu er Livet
                 ganske ligegyldigt: Altså
er det lige nu det
                            eksisterer

Himalaya Hilton side 106

Svar på enquête: Nej, jeg kunne aldrig begå
selvmord. Så alvorligt tager jeg heller ikke livet

Livets karrusel side 59

Lad mig sige det endnu en gang:
Jeg opfatter tilværelsen
som fundamentalt meningsløs
                          i enhver henséende
Men lad mig lige tilføje
at jeg mener det
                            som en opmuntring -
 
Alhambra blues #104 (håndskrift)

Tilværelsen
har lært mig
at være til
Livet
har lært mig
at leve
Kærligheden
har lært mig
at elske
Og Døden
vil lære mig
at dø
  
Karma Cowboy side 154 (håndskrift)

Det er ikke let at være nogen –
og fordi det ikke er let for nogen sker det så tit at det blir
                                 FOR MEGET
pludselig bliver det FOR MEGET for én eller anden
Kom forbi side 41

Livet er en notesblok
Hver dag bliver den overskriblet
Hver morgen er siderne
                                      blanke på ny

Himalaya Hilton side 72

LIVETS ALDRE

Fortroligt: Det eneste
jeg egentlig fortryder
er min ungdom. Jeg
var simpelt hen for gammel
til at nyde den
                         dengang

Tja-a Cha-Cha side 13

ÆRLIGT TALT:
Hvorfor Gud tillader folk
at blive over 18
går over min forstand.
                                     Medmindre
det blot skyldes medfølt
                         ondskabsfuldhed

Kom forbi side 66 (håndskrift)

’Blir mennesker nogen sinde voksne?
Er mennesker ikke altid børn?’
Nej, ikke altid –
Mennesker blir voksne
når de dør -
 
Alhambra blues #74 (håndskrift)

Da jeg var 15
syntes jeg folk på 35
var MEGET gamle. Nu 35 år,
leder jeg febrilsk efter tegn
på at folk på 50
kan være meget UNGE
 
Alhambra blues #162 (håndskrift)

’Jo, det mærkelige ved alderen
synes jeg
er at dagene blir længere
mens årene
                   blir kortere –’
Alhambra blues #174 (håndskrift)

…Snart gammel nok
til at blive den
jeg altid har vidst
jeg var…
Himalaya Hilton side 47

I sin tid bad mødrene mig
om autografer
til deres døtre. Nu
beder døtrene mig
om autografer til mødrene
Himalaya Hilton side 12

Musikalsk Observation:
De unge hører
med kønsorganerne. De ældre
med nerverne.

Gud  & Gokke side 28

 

TIDEN

Alting begynder nu
Alting begynder altid NU
fordi ingen véd om i morgen kommer
og alle véd at i går er gået
 
Karma Cowboy side 195 (håndskrift)

Det er aldrig tidligt
           eller
Klokken er altid
                          over midnat -
Tja-a Cha-Cha side 7

Jo, jeg
holder meget af
høflighed. Nej, ikke
af moralske grunde,
kun medmenneskelige: Intet
er så tidsbesparende
som høflighed. 
Tja-a Cha-Cha side 41

Man lever for disse øjeblikke
disse få små korte øjeblikke
af pludselig indsigt;
                                 af nærvær
der får én til at sortne og svimle 
Kom forbi side 64 (håndskrift)

Jeg skal ikke nå noget
Jeg kender intet
at nå
Det er derfor
jeg har
så travlt 
Karma Cowboy side 154 (håndskrift)

Den der bare ’spilder tiden’
spilder intet
for tiden er ikke andet til
Den der spilder tiden
med at tænke over spildt tid
spilder alt: spilder selve
det spild alting er
Og det er selvfølgelig også
en måde at gøre det på -

Karma Cowboy side 181 (håndskrift)

Forstyr mig ikke, jeg er
optaget. Jeg er helt koncentreret
om at lade tiden gå.
Gud & Gokke side 79

AT SKRIVE (forfatteren og læseren)

Det er som det altid
har været:
                  Alfabetet
er mit bedste legetøj.
Jeg vil lege med det
lige til det bliver for mørkt
til at jeg kan sé det
 
Tja-a Cha-Cha side 47

Man skriver ikke for at huske
men for at glemme. Når oplevelsen er skrift
er den endelig væk fra én
 
Kom forbi side 66 (håndskrift)

Der er to slags mennesker
der hader forfatteren
for dét han laver:
Der er dem der ville have lavet det samme
hvis ikke han først havde gjort det
og så er der dem som synes
det skulle have været lavet
                                            helt anderledes -
  
Alhambra blues #77 (håndskrift)

Digteren er et barn
Ordene er hans sandkorn
Han vil bygge sine slotte af sprog
lige til det blir mørkt
og tidevandet kommer
 
Alhambra blues #127 (håndskrift)

Seriøs opgave
Til den litteratur-studerende: Forklar og uddyb
hvordan det kan være
at det altid er humoristiske forfattere
der begår selvmord
 
Alhambra blues #147 (håndskrift)

- Og hvorfor
skulle nogen skrive digte
når enhver kan læse alt
i hinandens øjne?

Karma Cowboy side 195 (håndskrift)

Løberen løber ikke
for at nå noget. Løberen løber
for at løbe.
Digteren…
Gud & Gokke side 32

Kvinden
gør manden til Mand: Læseren
digtet til Digt
Himalaya Hilton side 91
Der er så enormt meget jeg ikke siger
Så uendeligt meget jeg aldrig får sagt
Så hvorfor ikke bare ta imod
den pisse smule jeg siger -
 
Karma Cowboy side 170 (håndskrift)

Arbejde og fornøjelse
har i hvert fald ét
                             til fælles:
Begge dele
skal overdrives
for at blive til noget -
 
Alhambra Blues #117 (håndskrift)

 

TRO

Økumenisk Forslag til Fælles Forlig:O.K., så siger vi det:
Gud skabte Verden,
lad gå –
Men det var Buddha
der afslørede den!
 
Kom forbi side 62 (håndskrift)

’Nej, jeg tror ikke
                             ret meget
                                             på viden. Jeg véd
alt for meget
                      om tro’ 
Alhambra blues #51 (håndskrift)

Jeg er meget interesseret i lægevidenskab
Det er nok fordi jeg har en krop
Jeg er også meget interesseret i religion
Måske kan det tages som et tegn på
                                 jeg også har en sjæl

Himalaya Hilton side 94

FRIHED

’Erobre
             Verden? NEJ TAK,
for meget, ikke umagen
værd. Lad Verden erobre mig
hvis den insisterer 
Tja-a Cha-Cha side 9

’Det Frie Menneske’. Vås!
Kort sagt: Vås! Et frit menneske
med grammatik, logik
                                     og peristaltik?
Tja-a Cha-Cha side 11

FRED

Fuglene er
begyndt at synge
Alle problemer
er irrelevante
  
Karma Cowboy side 194 (håndskrift)

Høflig, men bestemt
          Bøn til Verden:
Så skru dog ned!
                            Stille, for Satan!
Gud & Gokke side 73

Så højt de råber. Så bange de er
for stilheden
-
Tja-a Cha-Cha side 11

Dette højdepunkt af desperat melankoli:
Fodring af ænder med daggammelt brød
Frederiksberg Have, St.James’s , Central Park
Kloden over opføres tålsomhedens tragedie
dagligt. Universet dirrer af underjordiske spændinger.
Hvo som hader revolte og oprør: Ær
ændernes stabiliserende verden
 
Tja-a Cha-Cha side 30

Jeg har medlidenhed med enhver
der ikke ved det første blik
på solen eller en myldrende skovbund
uvilkårligt og instinktivt
holder sin kæft
 
Alhambra blues #34 (håndskrift)

Musik
er mit ét
og alt.
          Og så
selvfølgelig
Stilhed.
 
Tja-a Cha-Cha side 27

Den der synger
synger luften ren
Al luft
må gennemsynges
før her bliver
til at være
Det er derfor
al sang
er hellig
  
Karma Cowboy side 155 (håndskrift)

Der er lysende sange
af sølv i luften
Der er dansende billeder
graveret i ilten
Og de er der hele tiden
hvad enten De sér dem eller ej -

Karma Cowboy side 171 (håndskrift)

 

SELVERKENDELSE

Nej, De
tager fejl: Denne mand
er ikke ude
på et sidespor. Han
bor der
Tja-a Cha-Cha side 37

Vi står umiddelbart over for
Død og Ruin, for at sige det
ligeud. Mine Herrer: Lad os
sé det i øjnene og handle
derefter. Lad os i det mindste
møde katastrofen med
stramt knyttet
                       slips
 
Tja-a Cha-Cha side 28

Jeg holder af hverdagen
mest af alt holder jeg af hverdagen
 
Kom forbi side 20

DEN BLÅ FISK:
Misforstå mig ikke:
Jeg har intet imod mennesker. Jeg
synes de er helt i orden. Mit behov for dem
er bare ikke så stort
 
Kom forbi side 63 (håndskrift)

Af alle tænkelige menneskelige
                   tilstande og væsensformer
foretrækker jeg
                          Distraktionen…
  
Kom forbi side 67 (håndskrift)

Gode Gud, jeg lover Dem
at jo mere jeg kommer til at kende mig selv
jo mere får jeg lyst til at løbe ud i byen
og gøre hvilke som helst
                         tilfældige bekendtskaber
 
Alhambra blues #10 (håndskrift)

Jeg har opdaget
at INGEN hindrer mig
i noget som helst
For mange er dét
en temmelig hård
viden
 
Karma Cowboy side 162 (håndskrift)

Jeg er ikke den der sætter mit lys
                                      under en skæppe
men tro ikke af den grund
jeg er selvglad. Det er mere fordi
jeg tager hensyn til skæppen

Alhambra blues #152 (håndskrift)

Jeg gør alting til ingenting
og får alting igen
Jeg gør ingenting til alting
og får ingenting igen 
Sådan åbner og lukker porerne sig
Sådan skifter lys og mørke
Sådan knæpper vi, luften og jeg

Karma Cowboy side 152 (håndskrift)

I dyb enkel alvor:
                            Selvoptaget?
Af HVAD?
Gud & Gokke side 78

OM jeg tror på mig selv?
SELV-
          følgelig: JEG
har altid
              været godtroende
Forklædt til genkendelighed side 41 (håndskrift)

Evnen til at acceptere vokser stadig
Undertiden undrer det mig
jeg nogen sinde har kunnet undre mig
  
Karma Cowboy side 163 (håndskrift)

FØLELSER

Al Glæde
er kunstig. Så nyd den dog
som den er!

Tja-a Cha-Cha side 40

Jeg tør slet ikke tænke på
hvad der kunne ské
hvis I elskede mig
endnu mere -
 
Karma Cowboy side 166 (håndskrift)

Alle er bange
for at blive mindre
i andres øjne
Det er denne angst
der gør alle mindre
 
Karma Cowboy side 174 (håndskrift)

Smerte: Enhver følelse
der når et maximum
                 af intensitet. Smerte
er en grad. En måleenhed
for lidenskab.
Gud & Gokke side 23

Lykke: 95 % smerte
tilsat drømme
(tilladt farvestof)
Gud & Gokke side 69

Sandheden om lykke er dén simple
at ingen nogen sinde kan blive lykkelig
så længe man tænker på noget
                                   så formålsløst livsfjernt
som lykke
Himalaya Hilton side 52

 

VISDOM

Bare for balancens skyld bør det
af og til, uden forbindende, påpeges
at én vis kan stille spørgsmål
som end ikke millioner af dårer
kan svare på. Den vise gør det bare
ikke. Hellere ulejlighed sparet
end spildt
Tja-a Cha-Cha side 26

MENNESKETS DÅRSKAB???/opførsel/

’Jeg véd
hvad jeg vil’
sagde han.
                  Dén
stakkel … Aner ikke hvad
han går glip af.
Tja-a Cha-Cha side 25

…Aldrig hørt
nogen forklaring der ikke
indeholdt mindst tre
indlysende bortforklaringer…
Tja-a Cha-Cha side 40

Sé alle disse
forskelle. Som de dog
ligner hinanden!
 
Tja-a Cha-Cha side 50

Lad ulvene hyle
Lad dem dog!
Som børn der græder:
De kan jo ikke andet -
Tja-a Cha-Cha side 57

Gode gerninger
bærer lønnen ’i sig selv’
Onde kræver
(og får som oftest)
kontant kompensation
  
Alhambra blues #116 (håndskrift)

En tanke der nu og da slår mig, hver gang med
samme dybe undren, er hvor ofte den der opfører
sig dummest i én eller anden situation lærer os andre/
de andre mere ned nogen anden

Livets karrusel side 40

AT VÆRE/NUET

At få tingene til at køre
er at få tingene til at køre for sig
er at få tingene til at køre sig
At opsuge den bevægelse der opsuger én
er at gøre sig til sin forsvindens bevægelse
At blive materiale er at opløse materialet
Og dette kalder inderne KARMA YOGA:
At være hvad man gør
At gøre hvad man er
og dèrved intet være
og dèrved gøre alt
Karma Cowboy side 165 (håndskrift)

Bruger hele dagen
til at rydde op
for i morgen
Det er dét
jeg kalder yoga
 
Karma Cowboy side 170 (håndskrift)

Ligemeget hvor jeg er henne
er jeg HÉR
Sådan opløser
alle problemer sig
 
Karma Cowboy side 183 (håndskrift)

ENSOMHED/ALENE?

Selvfølgelig er man altid
og aldrig
alene
Som buske har blade
og træer har
grene
 
Karma Cowboy side 164 (håndskrift)

Ensomheden
er så universel
at den er sit eget
                dementi
Forklædt til genkendelighed side 62 (håndskrift)

 

RELATIONER

Jeg indrømmer jeg
får mistillid til folk
der ikke smiler igen
når jeg smiler til dem

Karma Cowboy side 207 (håndskrift)

Andre citater:

En specifik ny sindssyge:
Jeg sér helst sort/hvide film.
Det er for farvernes klarheds
                                       skyld
 
Tja-a Cha-Cha side 42

Oven over skyerne er Himlen altid blå
men ikke uden dem
  
Tja-a Cha-Cha side 43

På Hawaii findes der
en særlig race
af blå
umiskendeligt blå
rejer.
         Dét
burde være opmuntring nok
for én dag
 
Tja-a Cha-Cha side 44

Al oplevelse
er forklaring
 
Karma Cowboy side 188 (håndskrift)

Mennesket har skabt
maskinen i sit billed
og alle maskiner
har menneskelig puls
Karma Cowboy side 189 (håndskrift)

Åh alt hvad jeg har brug for
er at blive fri for denne forbandede idé
om at skulle ’ha brug for’ NOGET
 
Karma Cowboy side 197 (håndskrift)

Åh det tar en hel dag
at blive nedbrudt nok
til at kunne sove
  
Karma Cowboy side 200 (håndskrift)

Sig så igen
at du godt véd du intet siger
og at kun dét gør
du tør sige så meget
Karma Cowboy side 200 (håndskrift)

Somme tider ER det nødvendigt
at gå i seng for at blive klar over
man ikke kan sove

Karma Cowboy side 205 (håndskrift) 

Bare dét
at vide
der intet er
at tabe
sætter én
i stand
til alt 
Karma Cowboy side 205 (håndskrift)

 

Intet er nok
Intet er godt nok
Intet er
Smid Verden over bord
Den er selv ude om det
Gud & Gokke side 11


Rolig, Mand:
                    Der er altid Mere
at miste -
Gud & Gokke side 17

 

Når nu Ilden er den eneste
man gider lege med…
Gud & Gokke side 18

Det Utænkelige
tænker man
                    kun
           ved
ikke at tænke.
Gud & Gokke side 28

 

Rygning forbudt: Luften
må ikke fodres
Gud & Gokke side 33

 

Centrum
er kun ét punkt
blandt talløse andre
muligheder. Centrum
er stærkt overvurderet.
Gud & Gokke side 35

Det kræver en enorm stædighed
at være sig selv. Alle andre synes at mene
at dét er dog
                   for arrogant! Man må løbe hurtigt
for at kunne blive stående
på egne fødder
Gud & Gokke side 59

Drømmene er
så forbandet virkelige
Virkeligheden er
så urealistisk
I linie 14
Forklædt til genkendelighed side 61 (håndskrift)

Der er ting der ikke kan siges
og netop derfor burde siges. Der er ting der
ikke burde siges
men meget let kan siges
                                        og bliver det. Så
har jeg ikke sagt for meget
Himalaya Hilton side 36

De sindssyge
redder Dem
fra sindssyge. Ingen
kan rede sig
uden et spejl
Himalaya Hilton side 81

Nej, hun vidste ikke selv hvor meget hun røg,
sagde hun – men hendes éngangs-lightere holdt som
regel en fjorten dages tid
Livets karrusel side 43

Kenn André Stilling til Dan Turèll: Her, det er dit  job - det er dig der er digter. Hvad fanden er du digter for, hvis du ikke engang kan trøste en pige, der er ked af det
Livets karrusel side 51

Der er ikke mer’ noget at jage
og ingen grund til at beklage
Det hele er finito og færdig og slut
til det starter forfra i næste minut

Onkel Danny’s små sorte…  side 44

En digter er kun en maskine
hvis fingre kan gnistre og hvine
En digter er kun en maskine
De forme han støber er dine
Onkel Dannys dadaistiske… side 17

Der er en sang
for hvert et sind
En hélt ny klang
at lukke ind
Onkel Dannys dadaistiske… side 38

Blækket er tørt
kødet er mørt
Bilen er kørt
og samtalen ført
Onkel Dannys dadaistiske… side 64

Jeg elsker dig for meget til
at sige hvad jeg sige vil
Og når jeg sådan elsker dig
hvad blir der så til sidst af mig
Onkel Dannys dadaistiske… side 64

Dumhed drevet konsekvent
er en visdom himmelsendt
Visdom udbredt alt for vidt
viser dumhed alt for tit
Onkel Danny’s rullende, rallende… side 17

Løgnen er
en luset frille
Tænder nok
men varmer ilde
Sandhed er
en rigtig skat
om så bare
for en nat
Onkel Danny’s rullende, rallende… side 20

Teksten
er væksten
der søger at finde
det dèr udenfor
som kun er derinde

Onkel Danny’s små sorte… side 14

Livet er kort
for en født abort
Vejen er strid
for en thaladomid
Onkel Danny’s små sorte… side 36

 

Onkel Danny er mit navn
Skrive digte er min gavn
Jeg kan digte meget mere
end vist nogen kan kapere
Onkel Danny’s drivende dansende… side 6

Død vil hente alle, alt
Det har tiden os fortalt
Død har tid nok til at vente
på enhver, enhver, at hente

Onkel Danny’s drivende dansende… side 17

Vær venlig mod dig selv, du er den eneste af din slags
Karma Cowboy side 298

Regnen regner
Solen skinner
Ingen taber
Ingen vinder
Karma Cowboy side 187

Uverificerede citater

Litteratur kan sammenlignes med fodbold, og det, der sker nu, er et frygteligt klumpspil ved lyrikmålet. Vil man spille ordentlig fodbold, må man søge andet steds hen på banen (Kilde: Citater fra bøgernes verden” 1995)
 
Skrivemaskines fordel er, at det er til at læse, hvad man skriver klokken tre om natten i en ordentlig brandert.

Når jeg ser på en stemmeseddel, føler jeg mig som en muhamedaner, der ser på et spisekort udelukkende bestående af retter med svinekød.
(Kilde: ”Forfattere, fyndord og folkemunde”)
En tradition er en flov undskyldning for en evig gentagelse af de samme dumheder.
(Kilde: ”Den store citatbog”)
Mennesker er mærkelige, tro mig på mit ord. Jeg ved det. Jeg tilhører selv en fjern variant af stammen. (Kilde: ”Forfattere, fyndord og folkemunde)

Kristendom a la Kierkegaard: Hårdt arbejde. Ingen ferie eller fritid. Løn: utænkelig.

Alle citater er af Dan Turèll og samlet af Peter Strøm fra, blandt andet ,følgende værker:

Alhambra blues
Tja-a cha-cha
Kom forbi
Karma Cowboy
Gud & Gokke
Forklædt til genkendelighed
Livets karrusel
Himalaya Hilton