1976 - Dyssegård Bibliotek

I 1976 var Dan Turèll en aften på Dyssegård bibliotek og i Andeby - men han nåede aldrig til Vangede

 

Tiden er oktober 1976 - Stedet er Dyssegård bibliotek, én af Gentofte Kommunes 5 filialer. Dyssegård bibliotek havde netop indrettet nye lokaler, og det skulle naturligvis fejres! Og begivenheden, der skulle finde sted, var noget helt særligt:
Vi skulle ha' fornemt besøg - af manden i sort, manden, der engang - sidst i 40'erne og først i 50'erne - havde boet lige nede af vejen på Hagens Allé, inden han flyttede til Vangede og blev berømt! Og vi havde inviteret områdets beboere, og de var der allesammen - ja, sådan føltes det ihvertfald. Der var de brandvæsens-reglementerede 150, og så var der mindst 50 til - de sad på skranken, de sad på gulvet, de fyldte hele biblioteket, og de var særdeles forventningfulde!

De ventede på to ting: at se og opleve manden, der allerede i 1976 var kendt for sit særlige image: bredskygget hat, sortlakerede negle og kronraget isse. Kendt som manden, der på én gang var kontroversiel, tolerant, satirisk, skarp, provokerende, intelligent og nyskabende.

Og så havde han skrevet "Vangede billeder" i 1975 - denne blanding af medrivende anekdotisk, erindringsstrøm og humoristisk egns-encyklopædi med de særeste facts om det lille Vangede med den store verden udenom. Originaludgaven var i A4-format, og vi havde allesammen læst den!
Og ja, dét var det andet, de var kommet for - de var nemlig med i bogen mange af dem, eller også kendte de nogen, der var, eller også havde de leget med Dan som barn, eller også var de bare nysgerrige.

Dyssegård bibliotek ligger i - næsten - gåafstand fra Vangede, og der var jo det, at Dan Turèll i sin bog havde skrevet om bibliotekaren på Vangede bibliotek, så hun havde ikke lyst til at få besøg af ham, og der var flere steder, han ikke var populær i Vangede i de år p.gr.af de ting, han havde skrevet i bogen. Så folk kom fra Vangede til Dyssegård for at høre på. Og selv bibliotekets øverste leder, stadsbibliotekaren, var kommet for at opleve fænomenet!

Men vi kom til at vente, og vente og vente! Der gik 10 minutter, der gik et kvarter, og de ansvarlige for arrangementet begyndte at få smånervøse trækninger; resten af publikum brugte tiden til at udveksle personlige erindringer om deres kendskab til ham, vi ventede på!

Og så - efter 20 minutter ankom han i taxa, og som den naturligste ting af verden indtog han scenen uden et ord til forklaring. Han så ud som forventet: sort, stilet, let arrogant - og så begyndte ordene at flyde fra hans mund. Og vi flød med i hans karakteristiske glidende forløb gennem mønstre og strømme af ord, men hvad var det dog, han snakkede om? Ja, Vangede var det så afgjort ikke - han nævnte overhovedet ikke sin bog! Derimod talte han begejstret og engageret om ét af sine yndlingsemner: Anders And!! Og også lidt om Chuck Berry og Allen Ginsberg og Kerouac og William S. Burroughs - dén amerikanske prosa og lyrik, han elskede!

Men først og fremmest talte han 1½ time i én køre om Anders And, figuren med de menneskelige træk, som han var en stor fan af. Og om den kapitalistiske Onkel Joakim!
Han gik ikke af vejen for at sammenligne Walt Disney med Shakespeare og Anders And med Hamlet, for Dan Turèll skelnede aldrig mellem høj- og lavkultur: Shakespeares Hamlet var ikke højere i hierarkiet end Walt Disneys Anders And: " Jeg ville til enhver tid påtage mig at få alt det ud af Anders And, som en hvilken som helst professor ved Københavns Universitet vil påtage sig at få ud af Shakespeare," sagde han.
Han kunne li' Anders' optimisme og kunne finde på at sige: " Anders er ret så enestående ved tirsdag efter tirsdag, med ukuelig optimisme, at gå sit uundgåelige nederlag i møde fløjtende en munter melodi, gående ned ad gaden i Andeby uden tanke på fortidens Waterloo'er, ventende sig det bedste."
Han kunne finde på, når der var valg og han var i sit humoristisk/anarkistiske lune, at tilføje et ekstra navn på stemmesedlen og sætte sit kryds her. Navnet var: Anders And!
Han havde kun foragt tilovers for tidens bekendelses-litteratur (Suzanne Brøgger, Vita Andersen m.fl.) og anbefalede sin egen private anti-guru som modgift mod al den guru-djævelskab, som han ikke kunne fordrage: - "Brug manden der lærte mig alt, hvad jeg ved og kan - min private guru: Anders And", var ét af hans forslag.

Sådan nogle ting og mange, mange flere af samme slags lyttede vi til på en ikke helt almindelig hverdagsaften i 1976, fremsat i et rablende tempo af en person, som selv i dette eksperimenterende og farverige og progressive årti skilte sig ud! Noget af en oplevelse!

Vi var i Dyssegård bibliotek - han tog os med til Andeby - vi nåede aldrig til Vangede! Nogle var skuffede, nogle forargede, bl.a. stadsbibliotekaren; han mente ikke, Dan Turèll fortjente sit honorar!
Men mange gik opmuntrede derfra og frydede sig over manden, der turde vise modstand mod alle autoriteter og begrænsninger, i dette tilfælde Gentofte Kommunes pæne bibliotekarer - det var lige i tidens ånd!
Vi tog afsked med kultfiguren med de sorte negle og de provokerende meninger og tænkte hver vores - ind imellem noget næsten Anders Andsk!