Sort arbejde i Turell-samlingen

 

Vi skal snart holde fest – NATurèll  i Gentoftenatten den 28 september 2012  på Vangede Bibliotek, hvor Turèll-samlingen jo holder til.
Vangedes Venners Dan Turèll Gruppe har fået lov til at give samlingen et facelift.
Vi er beærede – historiens Dan Turèllske vingesus løber nemlig i den grad gennem den store poets, snakke- og skrivemaskinens og mediemonsterets samling. Originalmanuskripter og førsteudgaver er behørigt aflåst i glas montrerne, og det samme er Dan Turèlls højtelskede IBM 82 skrivemaskine, hans chillum og hans hat.
For bare lige at nævne nogle få af hans tidligere ejendele der nu befinder sig i Turèll-samlingen.


Fra hvidt til sort
Det planlagte facelift skal gøres smagfuldt. Men smag – god som dårlig – kan som bekendt ikke diskuteres.
Det står hurtigt klart for os, at vi skal på sort arbejde denne søndag – bogstaveligt talt. Dan Turèll  var jo den sorte mand par excellence. Sort tøj, sort hat, sort skæg, sort neglelak, sort humor ….. ja, ja, ja, selvfølgelig skal den hvide bagvæg i Turèll-samlingen males sort.

 

 

Vangede Bibliotek og Turèll-samlingen er heldigvis velbesøgte så vi har kun søndag den 23 september, hvor der er lukket, til at revitalisere den folkekære Vangede-drengs samling.
Og vi har travlt. Her fem dage før vores NATurèll fest.
Det til formålet dannede maler konsortium Panton, Trab og Benzin sætter hinanden stævne søndag morgen i den søvnige bygade foran biblioteket. Rustet til tænderne med sort maling, malertape, pensler og ruller, spartelmasse, den bærbare og en projector.
Glas montrerne tømmes forsigtigt for de udstillede effekter, og de store indrammede fotostater og billeder tages ned af væggen.
Og så skal der males – fra hvidt til sort.
Vi fornemmer hurtigt, at vi har gang i noget helt rigtigt. For selvfølgelig skal væggen være sort i Dan Turèlls ikoniske samling i Vangede.

 

Men der mangler noget før den ”sidder lige i skabet”. Hans signatur. Her må der tyes til det gode gamle reklametegner trick – bærbar computer, projector og en blyant.
Sådan – næsten før vi har set os om har Dan Turèll  fået sin karakteristiske signatur med tilhørende stjerne blæst op på den sorte bagvæg.



Mod på mere
Det flotte resultat har givet mod på mere. En endnu mere Dan Turèllsk samling på Vangede Bibliotek – med flere unikaer fra den store forfatters liv og virke.
Og vi har penge til det. Vores cigarkasse er ikke bugnende, men vi har via salg af Dan Turèll merchandise fra tidligere arrangementer og fra Vangede Bibliotek mulighed for at købe lige præcis de effekter, der vil være prikken over I’et – eller rettere stjernen over Dan Turèll i hans samling. 


NATurèll 28.09.12
Søndags-seancens malerkonsortium fik malet sort til hvidt, fik Dan Turèll på bagvæggen, flyttet rundt på montrer og billeder – så vi var klar til NATurèll  den 28 september 2012.
Der blev solgt meget af det cool Dan Turèll merchandise der var fremstillet til lejligheden– T-shirts, krus, plakater, og et begrænset antal Vangede Billeder signeret af Anne og Sem Turèll som var med i konceptet omkring dette mesterværk.
For med fuld cigarkasse har vi råd til at give Turèll-samlingen endnu mere af den legendariske Dan Turèllske kant.

                                                                                                                    
                                                                                                     

    
Claus Benzin