I Dan Turèlls fodspor

Mord på Malta af Martin Bjerregaard Jensen

Billede: Så fandt vi Den Hellige Frans.

Vi besøgte Malta i maj 2015.
Beretningen er skrevet af  Martin Bjerregaard Jensen - januar 2016.

I adskillige år har jeg gået i Dan Turèlls fodspor.
Jeg har opsøgt de adresser, hvor han har boet og har travet Vangede tynd.
Jeg har læst - vistnok - alt om ham, og meget af ham.
Været, hvor han har drukket sine forfriskninger og ladet blandt andre Peder Bundgaard lede mine vandringer i København.
Men én ting manglede jeg i "samlingen"; MALTA!
I foråret 2015 drog vi så derned, nu skulle de manglende fodspor betrædes.
Det viste sig at være lidt svært.
Det fandt vi ud af allerede, da vi i vores lejede bil ville køre den samme tur fra Luqa mod Mellieha, som Dan gjorde med taxaen den første aften, han i "Mord på Malta" var på øen og bad den unge taxachauffør køre over Marsa og Valletta og så langs kysten, selv om det ville koste 7 £ mere end at køre over Qormi og Mosta til Mellieha Holiday Centre.
I 2015 er det umuligt. Mere end 35 års hotelbyggeri og anden turisttilpasning har sat sine spor. Hoteller skyder op og veje er udvidet eller flyttet. Det kom vi til at sande igen senere, nemlig da vi ville finde Den Hellige Frans, Skt. Frans, der jo skulle stå der i vejsiden, lidt inde i græsset.
Der var bare det, at vejen er ved at blive flyttet og udvidet, så den kan klare den stadig stigende turiststrøm, og den gamle vej er ved at være brudt op og næsten væk.

   

 Vi talte dels med en ældre engelsk dame, der havde boet hele sit liv i Bahar-Ic-Caghaq og senere med indehaveren af en lille campingplads, og de gav os begge halve forklaringer, men det lød for os som om de begge vidste, at statuen fandtes. 

   "Det" var en tre meter høj statue, udført i rød sten, forestillede en høj, tynd mand der stod og kikkede glasagtigt ud over vejen og havet. Den var forfærdeende stiv og forfærdende livagtig. det var en præst, en flammende fanatiker, en hellig der var blevet afbildet, det stod tydeligt at læse ud af den spinkle skikkelse den sammenpressede mund.

     Det var en statue som tusind andre i Verden. Den havde blot dét specielle, at den var tre meter høj, at den var rød, og at den stod inde i græsset kun en halv meter fra vejen. For enhver der kom forbi ville den være lige så umulig at oversé som en elefant på Hovedgården i myldretid.

 

Helt så let som at finde elefanten var han ikke, Frans, men ved et heldigt valg ad en uvejsom vej holdt vi pludselig lige foran ham.
Det var stort.
Her var det altså, at William Hauschildt lå myrdet i regnen.

         
Frans står der stadig, som han gjorde for mange år siden, da Dan lavede research.

Den bar, der var forbilledet for Ronnies bar i Bahar-Ic-Caghaq fandt vi ikke, selv om en nabo til statuen venligt standsede og skulle vide, hvad vi traskede rundt efter. Hun kunne ikke komme på noget, der kunne have været Ronnies bar. 

 
 
 

Og så til Mellieha, byen, hvor Mr. Mifsuds apotek stadig er at finde ligesom politistationen, hvor vi besøgte vagthavende, betjent 620 (han ville ikke ud med noget navn) havde vagt, og vi måtte gerne fotografere.

 

       
Mr. Mifsuds apotek ligger stadig midt i Mellieha.

 


Betjent 620 læser med interesse om sin politistation.

 
 


Lidt primitivt, men ligner sikkert det, Dan så dengang.

 
 
   Manuels Garage ligger lige ved siden af politistationen.  

 

 

 


Doms Bar ligger i samme bygning som politistationen.

 

Videre til Mellieha Holiday Centre, hvor vi fandt bungalow 105 (Dan), 106 (Ehlers) og 107 (Helle) samt 204 og 205, hvor Hauschildt  og Lene Prahm boede.

 

Bungalow 105, 106 og 107.

 

 

204 og 205.

 

I  receptionen på feriecentret kunne de godt huske en smule om "Pot of Gold" og ringede et par steder hen og fik opklaret, at den var blevet revet ned omkring 1980 for at give plads til Seabank Hotel.

 

 
Receptionen på Mellieha Holiday Centre, hvor vi fik god hjælp.
 
   Seabank Hotel - hovedindgang og udsigt mod Mellieha Holiday Centre.  

  







Familien Azzopardi har stadig mange forretninger over hele øen. Her i Valetta.