66 års fødselsdagen

Vangede Vennen Claus Benzins beretning om en dag i Dan Turélls fodspor

Vi er inviteret til fødselsdag. Mandag den 19. marts 2012. Fødselaren kommer ikke selv. Desværre. Han forlod os i 1993.
Det er Dan Turèll vi fejrer, og fødselsdagsfesten er henlagt til Nationalmuseet i København.
Forfatteren Astrid Saalbach skal modtage den ærefulde pris, som hvert år uddeles på den store forfatters fødselsdag. Prisen plejer at være et af Dan Turèlls slips. Ironisk nok er Dan Turèll Selskabet løbet tør for slips. Alting har en ende - også de slips Dan Turell havde i sit klædeskab.

Fra blød til hård
2012 prisen er gået fra at være blød til ganske hård.
Dan Turèlls gamle ven - medaljøren Barry Lereng Wilmont  har begået den nye udgave af den  eftertragtede pris. En fabelagtig flot bronzemedalje. Forsiden af medaljen viser en skarp, alvorlig Dan Turèll med sit karakteristiske sarkastiske smil. Dan Turèlls IMB 82 kuglehovedskrivemaskine, hans reol  og det udstoppede kaminhylde trofæ - gribben Gilbert - udgør medaljens bagside.

Vi fire Vangede Venner - Panton, Trab, Brich og Benzin er inviteret med til fødselsdagen.
Vistnok fordi vi har en oprigtig interesse i Dan Turèll og hans univers. Forfatteren, medievampyren, fænomenet, samfundsrevseren, avantgardisten fra Vangede.
Men også fordi, at vi den 15. oktober 2011 var primus motorer ved en mindeværdig fest i Vangede.
En fest med omdrejningspunktet omkring Dan Turèll, og hans nye rå upolerede plads i Vangede.
Et stort antal Vangede Venner fik kørt et pænt stort beløb hjem til Turèll-samlingen denne dag. Specielt ved salg af Dan Turèll merchandice til de næsten 3000 gæster.

Fra Vangede til København  



Panton, Trab, Brich og Benzin har taget en  beslutning. Københavnerne skal også have mulighed for at erhverve det cool Dan Turèll merchandice.
Godt så! Vi hanker op i sagerne. Sætter hinanden stævne - rigtigt gættet, kære læser - på Dan Turèlls Plads i Vangede.  
                                                   


I flot forårsvejr går det med det offentlige ind til Nørrebro. Til Assistens Kirkegård. Navigerer uden om tunnelboremaskiner, der laver Cityring på Assistens hellige jord. Finder hurtigt Dan Turèlls grav. Pause! Behørigt  bevæbnet med Fernet Branca - Dan Turèlls yndlings spirituosa - får vi skruet op for de små flasker og for det gode humør. Midt på en kirkegård. Trods alt. Vi er til fødselsdag. Tror at det er helt i Dan Turèlls ånd.  
                                                   


Forårssolen varmer, og det gør Fernet Branca'erne også. Humøret er intakt og ganske højt hos alle fire. Vi fortsætter gennem Nørrebrogade og indre by.
Næste stop er et klassisk værtshus på den københavnske dødsrute - lige bag Nicolaj Kirke. Fangede ikke navnet. Sært sted - på den gode måde. Som at havne i en tidslomme - København i 40'erne - 1940'erne. Mærkeligt.

 

                                                   


Da vi kommer ind bliver der spillet "Pas På Pengene".  Dan Turèll lyrik og speedsnak tilsat musik af Halfdan E. Er dette et set-up eller er vi vidne til en ren tilfældighed?
Den hyggelige bartender forsikrer os om, at her er tale om en tilfældighed. Den ikke helt unge mand med bessefar-fuldskægget er nemlig Dan Turèll-fan. Inkarneret fan. Værtshuset var et af Dan Turèlls drop-in steder.
For (igen) at være i sync med manden selv - Dan Turèll forstås - indtager vi (næsten) alle Hof og Fernet Branca.
Videre. Nationalmuseet venter. Vi betaler og  passer på pengene. Masser af stemning, og spirituosa for ingen penge. Næsten.  
                                                   

Historiens vingesus over Dan Turèlls fødselsdag
Vi er landet. Og det er gribben Gilbert, og rigtig mange fødselsdags gæster også

Indrømmet. Her er storladent. Højt til loftet - bogstaveligt. Historiens vingesus går gennem murene på Nationalmuseet. Arrangerer vores merchandice bod.


Jakob Ludvigsen indtager scenen. Sjov mand. Så kommer Chili Turèll. Hun taler klogt og underfundigt, og introducerer Astrid Saalbach. Dan Turèll Pris modtageren 2012 er synligt stolt. Hun taler og takker. Vi klapper.
Let the merchandice sales begin! Vi får solgt bøger, T-shirts, badges og plakater til fødselsdags gæsterne. Og får kørt endnu flere penge hjem til Peter Strøms flotte Turèll-samling på Vangede Bibliotek. Der nippes til rød- og hvidvin og konverseres. Ingen Hof og Fernet Branca'er på 66 års fødselsdagen.   
                                                   

 

Fra København til Vangede
Festen er forbi. Den officielle - Panton og Trab tager hjem til Vangede.
Hjem til bungalow og murermestervilla, kål, frikadeller og kartofler og gulnede gardiner. Brich og undertegnede tager på rituel vandring gennem Dan Turèlls København. Vi har valgt vores rute med omhu.
Ender på Cafe Dan Turèll. Her sidder gamle kendinge. Peter Strøm, og mange Turèll'er fra Vangede og Vesterbro.

Vi drikker øl. Er ikke sentimentale. Hyggeligt. Tænker på at tage hjem. Der er også en dag i morgen - om alt går vel.
Stiger på 184'eren  fra Nørreport. Står af ved Lyngbyvejen ved Vangede. Jeg er hjemme.

Claus Benzin