2018 Torben Ulrich

Den 15. oktober var det 25 år siden Dan Turèll døde, i den anledning blev der uddelt en ekstra medalje

PRESSEMEDDELELSE
Dan Turèll Medaljen er blevet tildelt et af Dan Turèlls største forbilleder, den legendariske tennisspiller og multikunstner Torben Ulrich

Torben Ulrich modtager Dan Turèll Medaljen.

Ved et arrangement i Politikens Hus fredag aften (19. oktober) blev Dan Turèll Medaljen – som en overraskelse – tildelt den i USA bosatte tennis-legende Torben Ulrich, som i disse dage er på besøg i Danmark i anledning af sin 90-års fødselsdag.

Her er motiveringen:

Torben Ulrich (f. 1928) har været et forbillede for Dan Turèll siden begyndelsen af 1960’erne, hvor Dan Turèll i vid udstrækning fik sin viden om jazz via Torben Ulrichs formidling i dagblade, tidsskrifter og radio, samtidig med at den unge jazzfan også tidligt havde blik for de litterære kvaliteter i den små tyve år ældre kritikers skriverier.

Ud over sine mange andre talenter – på og uden for tennisbanen – kunne Torben Ulrich skrive om musik, så teksterne blev musik. Hvilket da også var en pointe for Dan Turèll, da han i 1964 – 18 år gammel – sendte et læserbrev ind til tidsskriftet Jazzrevy, hvor han gennemgik det meste af den danske jazzkritikerstand. Ikke så få blev vejet og fundet for lette. Men ikke Torben Ulrich, der blev rost for sin åbenhed og sin evne til at “møde tingene uden maske”. Og så havde han, mente Turèll, derudover den fordel frem for de fleste, at han skrev “usædvanligt godt”.

Herefter begyndte navnet Torben Ulrich at dukke op med jævne mellemrum i Dan Turèlls egne skriverier. Et eksempel kunne være en artikel fra tidsskriftet MM fra 1975, hvor Dan Turèll ganske tydeligt havde lånt formen og stilen fra de lange, fabulerende og notatprægede rejsebreve, som Torben Ulrich i 1960’erne (under rubrikken “gåseøjne”) var begyndt at sende hjem til Danmark, først til Jazzrevy og senere til MM. I sin artikel reflekterede Dan Turèll over det umulige i overhovedet at sætte ord på den musikalske oplevelse. Og eftersom det netop er umuligt, nåede han frem til, at den eneste vej frem måtte være selv at skrive noget, der er musik. Hvorpå han som et tankeeksperiment placerede en række kritikere på forskellige positioner i et orkester: “Erik Wiedemann’s opfattelse af sin rolle (som jeg finder ret og rimelig – for ham) er bassistens: Han understøtter og bærer, holder gående, samler op, men spiller sjældent selv solo, i forgrunden. Torben Ulrich spiller saxofon-soli ved siden af gruppen, han er en anset guest star på sprogorgel, selv om man aldrig véd hvad han nu vil lave i aften – en joker, en seriøst weird joker man har respekt for.”

Respekten for Torben Ulrich bevarede Dan Turèll livet igennem. Da han i 1979 i et essay i tidsskriftet Chancen reflekterede over sit litteratursyn og i den forbindelse afviste at acceptere, at der skulle findes en rangorden mellem de forskellige genrer, tyede han igen til Torben Ulrich som eksempel: “Måske fordi jeg opfatter det sådan, at skriver kritikere godt – som f.eks. Torben Ulrich – regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.” Og da en del af Dan Turèlls ejendele i 2003 – ti år efter hans død – kom på auktion hos Bruun Rasmussen, viste der sig at være to af Torben Ulrichs tennis-relaterede malerier i samlingen. Også den side af forbilledets virke havde Dan Turèll blik for.

Op til sin 90-års fødselsdag har Torben Ulrich udgivet to bøger: Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz, 1945-2015 (Bebop) og Boldens øjne, værens ben: Notater langs idrættens spalte(n)de veje (Spring). Endnu to overbevisende vidnesbyrd fra et langt og forunderligt liv, hvor en helt særegen personlighed og sensibilitet er gået op i en højere enhed med en skarp intelligens og en overbevisende formuleringsevne. Ikke mindst derfor er det en udelt fornøjelse for Dan Turèll Selskabet nu omsider at have fået lejlighed til at hædre Torben Ulrich med en Medalje opkaldt efter en person, for hvem han var en ledestjerne.

Dan Turèll Medaljen er tiltænkt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd. Selve medaljen er udført af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, der udgav en række kunstbøger sammen med Turèll.

Dan Turèll Medaljen blev første gang overrakt i 2012 til dramatikeren Astrid Saalbach. I 2013 gik den til rap-lyrikeren Per Vers, i 2014 til digteren Rasmus Halling Nielsen, i 2015 til krimiforfatteren Jesper Stein, i 2016 til forfatteren og oversætteren Thomas E. Kennedy, i 2017 til digteren Marianne Larsen og i marts 2018 til digteren Peter Laugesen. Selve prisen blev indstiftet i 1994 og bestod i de første år af et brugt slips fra Dan Turèlls klædeskab.

Medaljen uddeles af Dan Turèll Selskabet, der består af forfatter Lars Movin (formand), digter Asger Schnack samt bibliotekar og initiativtager til Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek Peter Strøm. Nærmere oplysninger: Lars Movin tlf. 28 40 77 07 eller Peter Strøm tlf. 26 78 76 22.

De vedlagte fotos fra medaljeoverrækkelsen kan frit benyttes ved at angive fotografen: Niels Plenge

 Se Lars Movins tale under billedet:foto: Niels Plenge

DAN TURÈLL MEDALJEN TIL TORBEN ULRICH

Her er Lars Movins tale i forbindelse med overrækkelsen af Dan Turèll Medaljen til Torben Ulrich

Kære Torben,

I et digt med titlen “Café Montmartre Blues” – skrevet i midten af 1970’erne og tilegnet Herluf Kamp-Larsen – genkalder Dan Turèll sig de mange intense musikoplevelser på jazzværtshuset Montmartre i første halvdel og midten af 60’erne, fra Bud Powell over Dexter Gordon og Sonny Rollins til Cecil Taylor og Albert Ayler. Og så skriver han også om alt dét, der fulgte med, uden om musikken – for eksempel: “et par af de første fantastiske branderter / den første joint på toilettet i en mørk næve / det store eventyr og man skulle i skole i morgen”.

Du kender det, Torben. Du kender måske ikke selve den episode, hvor en purung Dan Turèll oplevede “den første joint på toilettet i en mørk næve”, men du var helt klart en del af det farvand i de år, og du kender med garanti også FORNEMMELSEN af som ganske ung at blive initieret til en større verden via jazzens univers. For dit vedkommende var det måske dengang i 1946, da du efter dit ufrivillige eksil i Sverige mødte den nye bebops forreste tropper i skikkelse af nogle af de musikere, som din ældre ven Timme Rosenkrantz, Den Danske Jazzbaron, havde skaffet til Danmark som en del af orkesterlederen Don Redmans ensemble. “Nogle af de mindre kendte musikere havde solbriller på og spillede bebop og gik i byen for sig selv,” har du fortalt. Og en dag stod du på Østerport Station og ventede på en taxa i regnvejret sammen med saxofonisten Don Byas, og mens I ventede, tog han pludselig et glas op af lommen og noget papir og begyndte at rulle et eller andet. Det kunne ryges, viste det sig – og så kom dén dimension også med.

Sådan åbnede verden sig i de år, Torben. Og for dig blev den ved med at åbne sig – og gør det stadig – fordi du ejer nysgerrigheden og evnen til at lytte, iagttage, engagere dig, finde den uudtømmelige rigdom i en regndråbe – eller i en bold, der kommer.

Holder vi os til jazzen – og musiken i det hele taget (med ét “k”, naturligvis) – er det i sig selv en mageløs og forunderlig historie. Jeg mener, hvem af os andre kan sige, at vi oplevede Billie Holiday live i Harlem i 1950’erne? At vi har været på venskabelig fod med Sidney Bechet og har inviteret ham til Danmark for at spille koncert? At vi har siddet ved siden af Louis Armstrong, når han lå i badekarret på sit hotelværelse, og lyttet til anekdoter fra det gamle New Orleans eller til private optagelser på rejsebåndoptageren? At vi har færdedes hjemmevant i New York og hængt ud med giganter som John Coltrane, Ornette Coleman og Yusef Lateef? At vi var i USA i 1956 og fra første parket oplevede feberen lige præcis den sæson, hvor Elvis Presley vrikkede sit underliv ind i rampelyset og satte hormonerne i kog hos en hel generation af unge kvinder? Og så videre, og så videre, historierne er talrige som tonerne i en timelang piano-improvisation af Cecil Taylor (uden vækkeur, vel at mærke).

Nej, det er der ikke ret mange af os, der kan hamle op med, formodentlig slet ingen. Men sådan har det været for dig, Torben. Og du ikke bare skrev om det hele, du skrev om det med en indfølelse, en indsigt og en sproglig sikkerhed, så din stemme som kritiker blev til en egenartet form for litteratur, der så at sige syntes at strømme inde fra selve musikkens sjæl.

Men ikke nok med det.

For naturligvis er du langt mere end jazzkritiker. Det er inden for idrætten og boldspillet – først og fremmest tennis – at vi skal finde dine allervigtigste bidrag. Det er boldspillet, der har været rygraden i alle dine aktiviteter – måske med jazzen som lydspor, kunne man sige. Men det er boldspillet, der er dit afsæt, dit udgangspunkt, og det er dér, du for alvor har sat et mærke på verden. Ikke så meget i form af de målbare resultater, skønt de nu også har været imponerende nok. Alene det faktum, at du spillede på det danske Davis Cup-hold, til du var 49 år, er en bedrift, som vistnok ingen andre har matchet hverken før eller siden. Og det var, som om du bare blev bedre og bedre, som årene gik. For eksempel var du i 1976 nummer ét på verdensranglisten for spillere over 45 år. Og dét på et tidspunkt, hvor det var mere end tre årtier siden, at du som 16-årig første gang havde vundet årets juniormesterskaber i herresingle.

Men nej, nu kommer vi allerede alt for godt i gang med alt dét, der netop ikke interesserer dig. For det er jo IKKE resultaterne, scoren, tallene, ranglisterne, der har optaget dig gennem et langt liv i idrættens verden. Slet ikke. Som det med al ønskelig tydelighed fremgår af din seneste bog, “Boldens øjne, værens ben: Notater fra idrættens spalte(n)de veje” – et 108 sider langt essay skrevet i dit halvfemsenstyvende år – så har projektet hele vejen igennem været et andet. Med inspiration fra dine omfattende filosofiske og spirituelle studier er du gået ind i den ramme, der sættes af banen og kampen, men modsat de fleste andre med et fokus på at være nærværende og opmærksom, at undersøge spillets muligheder, at udforske kroppen og dens bevægelser, at mærke efter, virkelig mærke efter, hvad det alt sammen er for noget: åndedrættet, muskulaturen, blodcirkulationen, styrken, hastigheden, smidigheden, tyngdekraften, alle de forskellige vilkår i bred forstand. Og derfor har du også altid været på tværs af de gængse normer, en sten i skoen på den stadig mere kommercialiserede, professionaliserede og gennemsponsorerede idrætsverden. Men samtidig også en inspirationskilde, fordi du som en af de få har haft modet og styrken til at stille dig udenfor, blæse på hele den side af resultatmålingen, der kan gøres op i tal og statistikker, og i stedet insistere på legen og spillet som mål i sig selv. Ikke bare for at gøre dig interessant, men som en konsekvens af en idrætsopfattelse og en livsholdning, som du foreløbig har brugt 90 år på at sætte på begreb.

Men ikke nok med det.

Du har også lært os at sjippe. Bogstavelig talt, men også i den overførte betydning, der kan ligge i den engelske oversættelse af ordet: skipping – der kan betyde at springe over. Skipping winning and losing. At springe over alt dét – alt det ydre, staffagen, berømmelsen, hierarkierne, magtkampene, pengestrømmene – og i stedet søge ind mod essensen. Spillet, legen, undersøgelsen, erkendelsen – skønheden. “Det er meget smukt,” skriver billedkunstneren Richard Winther et sted om din praksis, “som Thorvaldsen.”

Som Thorvaldsen! Den havde vi ikke lige set komme, Torben. Men sådan kan du blive ved med at overraske. Hvilket du så sandelig har gjort – også efter, at du på dine ældre dage har trukket dig tilbage fra idrættens mere officielle kredsløb og i stedet er begyndt at bearbejde et langt livs fysiske og filosofiske studier i andre udtryk: at male billeder med tennisbold og sjippetov, at skrive såkaldte songlines (sanglinjer), at skabe essayistiske film, at optræde med en egenartet form for Jazz & Poetry, ord og musik. Og for ikke så længe siden er du sågar sprunget ud som danser, performer, sammen med den amerikanske koreograf og danser Beth Graczyk.

Hvilket minder mig om, at da jeg engang spurgte dig, hvordan du kunne forestille dig, at dit liv kunne have udformet sig, hvis du skulle have valgt en helt anden vej end den, du valgte, så svarede du – uden megen tøven – at du gerne ville have været enten danser eller postbud. Det gav sådan set meget god mening. Især måske dét med at være danser. For da du i slutningen af 1950’erne sammen med Jørgen Gustava Brandt og Bengt Janus udgav det visionære og fremsynede litterære tidsskrift Bazar, bidrog du blandt andet med en oversættelse af nogle blade fra den russiske balletstjerne Nijinskys dagbøger – en oversættelse, der ifølge en note var tænkt som en forsmag på en hel bog, der skulle udkomme året efter. Bogen blev aldrig til noget, Torben, men jeg vil påstå, at du blev både danser og postbud – om ikke andet så i den forstand, at du altid, i alt hvad du har foretaget dig, har været en dansende budbringer.

Men ikke nok med det.

Torben, hvis du kunne omsættes til flydende form og hældes på flaske, ville det være oplagt at sætte en lille advarsel på etiketten – sådan noget à la: “Pas på! Indeholder ufortyndet nærvær og kærlighed!” Ingen går upåvirket fra at være i nærkontakt med dig. Du gør simpelthen os alle sammen til bedre mennesker. Og måske endda endnu mere med dit væsen og din væremåde end med dine ord. Hvis man spurgte dig, hvordan man sådan helt konkret kunne følge din vej eller realisere nogle af de visioner, du taler og skriver om, ville du måske sige noget med, at man jo kunne begynde med at trække vejret – og være opmærksom på, AT man trækker vejret. For det er slet ikke så let, som det umiddelbart lyder. MEN … mens man så tænkte over de ord, ville man formodentlig på et tidspunkt opdage, at selv om man måske ikke helt kunne gennemskue, hvad det egentlig var, du sagde, eller ikke helt leve op til de fordringer, så ville man alligevel være forandret – ganske enkelt af den måde, DU trækker vejret på. Du sætter et eksempel med din væren.

Kære Torben! Med den væren – DIN væren – har du sat et aftryk på adskillige generationer herhjemme. To-tre-fire-fem … ja, det er svært at sige præcis hvor mange, for vi taler jo om et liv, der ikke er så forfærdelig langt fra at dække et helt århundrede. Og at det forholder sig sådan – altså at du har sat så dybe aftryk herhjemme – bliver ikke mindre forunderligt af, at du i efterhånden en del årtier rent faktisk ikke har haft din daglige færden i det danske. Men mens du har rumsteret ovre på den amerikanske vestkyst, og hvor du nu ellers har været, har du alligevel været til stede i vores bevidsthed. Og en af de personer, for hvem du utvetydigt har været en ledestjerne og et forbillede, var Dan Turèll, som jeg indledte med at citere for digtet om Café Montmartre.

Da Dan Turèll var et ganske ungt menneske, var han så klog, at det halve kunne være nok. Han var simpelthen personificeringen af den linje i Bob Dylan-sangen “My Back Pages”, hvor det hedder: “Ah, but I was so much older then / I’m younger than that now”. Dan Turèll lagde ud med at være gammel – og gammelklog – og blev med tiden yngre og yngre. Men dengang, i begyndelsen af 1960’erne, nærmere bestemt i 1964, da han sådan rent fysisk VAR ung, sendte han et langt læserbrev ind til tidsskriftet Jazzrevy, hvor han – 18 år gammel – hævede sig op over hele den samlede danske jazzkritiker-stand og gav dem alle sammen nogle ord med på vejen. Mange blev vejet og fundet for lette. Men ikke dig, Torben. Du blev rost for din modtagelighed, for din evne til at “møde tingene uden maske”. Og så havde du desuden det fortrin, mente den unge læserbrevsskribent, at du SKREV USÆDVANLIG GODT.

Hvilket Dan Turèll få år efter fik mulighed for at nyde godt af på ganske bogstavelig vis, da han blev ansat i korrekturen i Det Berlingske Hus og temmelig sikkert fra tid til anden fik til opgave at læse korrektur på nogle af dine talrige jazz-artikler i B.T. i de år.

Herefter begyndte du, Torben, at dukke op med jævne mellemrum som en reference i Dan Turèlls egne skriverier. Eksemplerne er mange, men hvis vi nu skulle slå ned på et af de mest klare, så kunne det være et essay fra 1979 i tidsskriftet Chancen. Essayet handler om Dan Turèlls litteratursyn, om hvordan han ikke mente, at der var en rangorden mellem de forskellige genrer – og som en slags konklusion skrev han: “Måske fordi jeg opfatter det sådan, at skriver kritikere godt – som f.eks. Torben Ulrich – regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.”

Torben, Dan Turèll regnede i dén grad med dig. Og mon ikke, at det også var en hilsen til dig, da han i 1983 – i den håndskrevne digtsamling “Alhambra Blues” – i et digt med titlen “SIDSTE ØNSKE” noterede: “Mit sidste ønske / når tiden er inde: // Giv mig en bold / en mur i en baggård / og bare en halv times tid –”

På det tidspunkt havde Dan Turèll kun ti år tilbage at leve i. Nu, i dag, har han været borte i et kvart århundrede, hvilket knap nok er til at forstå. Men du er her heldigvis stadig, Torben. Og derfor er det min store glæde at bekendtgøre, at vi i Dan Turèll Selskabet har besluttet at give Dan Turèll Medaljen til dig …