2015 Jesper Stein

Jacob Ludvigsens tale ved overrækkelse af Dan Turèll Medaljen til Jesper Stein 19. marts 2015

En vinterdag i det herrens år 1967 – jeg var 19 år og ved skæbnens gunst all round reporter på Ekstra Bladet – stod jeg i redaktionssekretariatet og talte med en ældre kollega om en bunke fjernskrivertelegrammer, der drejede sig om nogle gådefulde mord på prostituerede i Stockholm, som havde endt deres dage på bunden af havnen.
Måske var min begejstring for dette fjerne drama så synligt begrænset, at redaktionssekretæren Jørgen Ranten bad mig om at sidde ned, bød en Grøn Cecil og knappede to Tuborg op.
Han forklarede mig, at mordet var den ultimative begivenhed og noget af det mest læste stof. Ved at kunne følge med i politiets opklaringsarbejde kom vi helt ind på livet af nogle ellers ukendte mennesker. Hvem var de? Hvem efterstræbte dem? Hvordan boede og levede de? Hvorfor skulle de dø?
Således oplyst gik jeg tilbage på mit kontor, satte et ark i Hermes skrivemaskinen og begyndte at digte videre på telegrammerne, næsten som om jeg selv havde stået på kajen og set dykkerne fiske ligene op.
I denne episode ligger måske forklaringen på, at kriminalromanen vedvarende er en populær genre.

Da Dan Turèll opfandt den navnløse journalist og gik i gang med sine storby-krimier, blev det ikke vel modtaget på parnasset. Kultureliten, der ellers var begyndt at værdsætte forfatterskabet, fandt det underlødigt og syntes, at Dan burde holde sig for god til den slags. Han nåede 12 kriminalromaner, og de er stadig værd at læse, hvilket løbende genoptryk bekræfter.

Jesper Stein udtalte på et tidspunkt, da han havde udgivet opus 1, URO, at da en anmelder havde sammenlignet ham med Turèll, vidste han, at han var på rette vej – og der er næppe tvivl om, at Dan ville have anerkendt Jespers forfatterskab, samtidig at han ville have vrænget af en række andre krimiforfattere. Jeg kan næsten høre ham sige ”femi-krimier” på en måde, der lader alt håb ude.
Den gennemgående person i Uro, Bye-Bye Blackbird og Akrash er vicekriminalinspektør Axel Steen. Der er ikke langt fra Steen til Stein, og uden at han er Jespers alter ego deler Axel Steen og Jesper livserfaringer, Jesper giver mere af sig selv end så mange andre kriminalforfattere, og denne ærlighed gør handlingen inderligt insisterende, Jesper ved hvad han taler om, når han skildrer et menneske i eksistenskrise. Axel Steen er et menneske af kød og blod, skilsmissefar, hashryger – misbruget accelererer især i Akrash – han er grebet af stor retfærdighedssans og arbejder på en måde, der ikke svarer til Politihåndbogen kapitel 1 til 88. Derfor er han også på kant med sine kolleger, og han står til stadighed på randen af afgrunden.
I ti år har Jesper været kriminalreporter på Jyllands-Posten, og han har set og hørt meget. Han har også tilbragt mange timer i retssalene, fascineret ved at se forbryderne på tæt hold og følge det juridiske spilfægteri, og netop denne indsigt i retssystemet tilfører romanerne ekstra kvalitet.

Således er de tre romaner bedre funderet rent politimæssigt og juridisk end Dans, dette tillader jeg mig at påpege, uden at det skal tolkes som en desavouering af Mord i Mørke, Mord i Rodby, Mord ved Runddelen, Mord på Malta og så videre. Hvor Dan måtte sjusse sig frem til, hvordan efterforskningen foregår, har Jesper et mere solidt fagligt fundament. Men storbyen og dens eksistenser, livets ondskab, begæret, drifterne og kvinderne og erotikken har de fælles sammen med beundringen for de store amerikanske kriminalforfattere som Raymond Chandler og Dashiel Hammett.

Jesper Steins tre romaner, der sælger godt og udgives på flere sprog, er i en klasse for sig. Han gør det utrolige sandsynligt, han holder hele tiden læseren fanget, plottet fungerer, man lever sig ind i Axel Steens liv og forstår forbrydere og ofre, kabalen går op. Billedet af byen og samfundet står stærkt, og selv om man kender slutningen, kan man klare at læse bøgerne en gang til.

I Dan Turèll Selskabet synes vi, at vi slår til på det rigtige tidspunkt. Jesper er lige fyldt 50 og har taget den afgørende beslutning at sige sit job som kulturjournalist op for at hellige sig forfatterskabet. Udover Det Danske Kriminalakademis debutantpris 2012 har Jesper ikke modtaget hædersbevisninger ud over de livsvigtige gode anmeldelser, og derfor vil vi gerne vise vejen ved at hædre ham med Dan Turèll Medaljen 2015.

Det er 17 år siden, at vi har udpeget en kriminalforfatter – dengang var det Ditte Birkemose – og tiden er nu inde til, at vi reflekterer det kriminelle aspekt af Dans forfatterskab til en mand, der bærer storbykrimien videre.
Jesper er blandt de nominerede til Læsernes Bogpris i Berlingske i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, og hvis man SMS’er LB15 Akrash til 1829, kan man være med til at sikre ham denne sejr.

Jesper, for dig er 50 år sikkert meget, jeg husker det selv, som var det i forgårs, men nu har du arbejdsro til at fortælle videre om Axel Steen og storbyen og slubberter og slamberter, hvad enten de optræder i underverdenen eller på Politigården eller i Politiets Efterretningstjeneste. Vi har formidable forventninger og ved, at der ligger et helvedes pres på dine skuldre; Politikens Forlag presser dig sikkert, og det skal et forlag gøre, men tag dig tid til også at være menneske og familiefar og bliv ved med at færdes i den samtid og det samfund, du så mesterligt skildrer.
Spil mordets melodi for os, men bliv ved med at spille rent, så du til stadighed kan distancere dig fra det utroværdige, det leflende, det overfladiske.

Lad mig slutte med et citat fra Bye, Bye Blackbird:
”Han lukkede øjnene, prøvede at få luften ned i lungerne, åbnede dem igen på Nørrebro, hans by, alle han havde elsket, var der, Cecilie, Laila, Emma og Ea, hvad med hende, ingen afsked, ville han bare være et genfærd i hendes liv, en skygge mindre i gaden, han så på gadelivet på Nørrebrogade, op langs Fælledvej, for helvede, det var ikke det her, han havde villet. Han tog sig til halsen igen. Pulsen var stadig ekstremt hurtig, Hvis han nogensinde overlevede det her, lovede han sig selv at gøre noget ved sit liv”.
En skygge mindre i gaden.
I denne ene sætning ligger slægtskabet med Dan Turèll.
Han tog sig af Vesterbro, du klarer Nørrebro.
Og nu står vi i Vangede, vi har en medalje parat, udført af Barry Lereng Wilmont, Dans nære ven og samarbejdspartner.

Vi, der forvalter Dans arv, er glade for at kunne give stafetten videre til dig.
Tak, fordi du ville komme her og modtage vores hjemmelavede mønt, tegnet på tillid og troskab og turellskab.

Jacob Ludvigsen, formand for Dan Turèll Selskabet

Jesper Steins tak
"Tillid, troskab og Turèll-skab"
Jesper Stein fik torsdag årets Dan Turèll-medalje
20/03/2015 af Jannik Lunn

      
Disse ord knyttede forfatteren Jesper Stein i sin takketale til sit forhold til Dan Turèll, efter at han i går som den 21. i rækken havde modtaget Dan Turèll-medaljen på Vangede Bibliotek. Siden 1995 er en forfatter hvert år blevet hædret med Dan Turèll-prisen, der de første år bestod af en sum penge og et af Onkel Dannys efterladte slips. Men da der ikke var flere slips tilbage, har man siden i stedet uddelt en medalje.
Journalisten Jacob Ludvigsen fra Dan Turèll-selskabet begrundede valget af Jesper Stein. Han kaldte romanerne om politimanden Axel Steen en videreførelse af Turèlls Vesterbro-krimier, hvor lokaliteten nu er flyttet til Nørrebro, og hvor byen er en slags hovedperson. Ludvigsen fremhævede, hvordan det faglige grundlag altid er i orden hos Jesper Stein, der som journalist på Jyllands-Posten tilbragte mange dage i retslokaler, inden han – efter at have fået Kriminalakademiets debutantpris i 2012 – kastede sig ud i tilværelsen som forfatter på fuld tid. Ludvigsens råd til Stein lød:
”Tag dig tid, vær menneske og spil mordets melodi.”
I sin flotte takketale læste Jesper Stein det digt af Dan Turèll, som hedder Gennem byen en sidste gang, og han fortalte, hvordan digtet havde inspireret ham. Det var en flot eftermiddag med en krimiforfatter, der var selvskreven til denne fornemme pris."